EKKODALSHUSET

(Кухня ЕВРОПЕЙСКАЯ)
Удобства
Электронное меню
Оцените нас
Поделиться

EN SPRÆKKEDAL I DEN SMUKKE GRØNNE OASE ALMINDINGEN Midt på Bornholm finder du den store grønne oase, Almindingen, og her finder du Ekkodalen. Ekkodalen er den største af skovens sprækkedale, og dens centrum er H.C. Ørsteds Kilde, som også er dét sted, der i daglig tale kaldes Ekkodalen, her kan du bedst høre dit eget ekko. Og lige dér midt i det hele ligger Ekkodalshuset og byder dig velkommen. Oprindeligt blev Ekkodalen kaldet for Kodalen, hvilket skyldes at kongen havde givet bønderne på Bornholm ret til at lade deres kvæg græsse her. Første gang man ser navnet Ekkodalen på et officielt landkort var i år 1746, hvor bogstaverne EC optræder foran Kodalen, og herefter ændrede man navnet til Eckodalen, der af Ekkodalen. Man mener, at det var Bornholms første skovrider Hans Rømer, som fandt på navnet til dalen med de karakteristiske ekko egenskaber, for det var nemlig Rømer, der forestod Almindingens øvrige forandringer og tiltag. Blandt andet var han manden, som i år 1809 indhegnede skoven med det storslåede stenværk, der endnu kan beundres, og det var også ham, som stensatte og navngav kilden H.C. Kilde i Ekkodalen. Tillige opførte han den smukke bindingsværksejendom, Rømersdal ved Ekkodalen, der endnu fungerer som bolig for den nuværende skovridder i Almindingen. DER ER MEGET AT KOMME EFTER I EKKODALEN. SE NU BLOT DENNE CANADISKE SUKKERLØN, SOM VOKSER VED EKKODALSHUSET. For mange år siden (form. omkring år 1903) var ejeren af savværket (forfader til vores ærvædige naboer: Müller-familien) på uddannelse ved en savværker i Canada. Han faldt for de meget smukke røde efterårsfarver og tog nogle vingede frø med hjem i lommen. Dem plantede han blandt andet på vejen til savværket, samt foran Ekkodalshuset. Den europæiske spidsløn får gule blade om efteråret, men denne sukkerløn - aller ahorn, som det jo retteligen er - får skrigende røde i farver, som man kan se i amerikanske og canadiske film. Allerede i det tidligste efterår fra sidst i september – beg. af oktober står den flot og stråler aldeles ildrød som et af de smukkeste træer i Almindingen. Samme træ anvendte indianerne i ældre tid til at lave sirup af. Men om det er samme sirup som Joan bruger til pandekagerne siger vi ikke.